Stress er en daglig del af jobbet i enhver softwarekarriere, og i de senere år har emner som mental sundhed, mindfulness og udbrændthed fået en større plads på hovedscenen, når vi taler om arbejdslivet. Uanset hvor stressende eller vanskelige de situationer, jeg har gennemlevet i min softwarekarriere, har været, tror jeg stadig på, at neurodiversitet er min superkraft. At acceptere mig selv og den måde, jeg tænker og føler på, har været afgørende for at komme igennem de sværeste perioder af min karriere inden for QA.
For alle, der går igennem en svær periode, har vi været der.
I denne artikel dropper jeg alle forbehold og fortæller om nogle af de sværeste perioder i min softwarekarriere – hvor stressen var så slem, at jeg havde lyst til at koble helt fra eller ligefrem give helt op. Jeg fremhæver også en oplevelse fra en virksomhed, der havde et fantastisk program for mental sundhed, for at vise, at det er muligt at have en QA-karriere uden alle de unødige mentale belastninger!
1. Hvad er en af de mest stressende situationer, du har oplevet i din QA-/softwaretestkarriere?
For en person, der har levet med psykiske lidelser og angst hele sit liv, var det helt klart den mest selvforskyldte stressende situation indtil videre at holde et TED-foredrag og en livestream for millioner af mennesker verden over (sammen med andre fremtrædende TED-talere som Elon Musk, Larry Page, Stephen Hawkins og endda pave Frans) samt stå på den røde løber.
Hvis vi taler om de stressende situationer som en del af mit daglige arbejde, har de spændt fra missionskritiske systemer (fra atomkraft og intelligente byer til kriminalitetsforudsigelse) til mindre kritiske, ophedede diskussioner om QA/softwaretest med folk som Tim Cook (CEO for Apple). Personligt gælder det, at jo mere stressende situationen er, desto bedre – adrenalinen sætter ind, og jeg forvandles til en QA-superhelt (minus kappen).
Jeg husker en gang, hvor jeg havde fløjet uafbrudt i de seneste måneder og var blevet bedt om at besøge et sikkert regeringsanlæg. Jeg forberedte noget materiale, hvis vi fik lov til at tage vores computertasker med ind på anlægget (hvilket normalt er et stort nej). Jeg ankom til det sikrede sted og blev eskorteret ned til det, der kun kunne beskrives som et enormt underjordisk auditorium, hvor kamerahold var ved at gøre klar til en global udsendelse af vores platform til kriminalitetsforudsigelse. Jeg sagde for sjov, at jeg ikke ville kunne demonstrere noget live, fordi jeg ikke havde godkendelsen eller adgangen til de nødvendige systemer. 5 minutter senere havde jeg en sikker forbindelse til vores visualiseringsplatform, hvor jeg demonstrerede live-feeds og vores videoanalyse, der identificerede trusler i realtid og forudsagde kriminalitet i fremtiden (i stil med Minority Report). Den mest stressende del af den 3 timer lange oplevelse var at lave en live-demonstration, som jeg aldrig før havde været i stand til at gennemføre fra ende til anden uden at noget gik galt (tip – udsæt ikke dig selv for unødig stress, og optag demonstrationer på forhånd).
2. Hvad mener du er de største årsager til stress og udbrændthed i din branche?
Rejser var den største stressfaktor for mig. Personligt havde jeg i løbet af det pågældende kalenderår tilbragt mere end en måned i luften (tak til British Airways-appen for at låse op for den bedrift). For at få mest muligt ud af min tid brugte jeg mine weekender på at flyve mellem forskellige steder. Jeg husker en gang, hvor jeg var fløjet til Silicon Valley til vores planlægningssession i stort format for ledelsen, som havde været en ret intens dag. Den aften skulle jeg med et fly til østkysten og derefter videre til Toronto for at afholde en briefing for ledelsen med alle de største udbydere af finansielle tjenester. Mit fly var en smule forsinket, hvilket betød, at jeg måtte løbe fra lufthavnen til monorailen, hurtigt skifte til et jakkesæt i toget (som til gengæld brød sammen), hvorefter jeg igen måtte fortsætte til fods (alt imens jeg modtog beskeder om, at de over 30 gæster nu havde ventet i 30 minutter, var ved at blive nervøse og måske ville gå (hvilket ville have været en forretning til en værdi af millioner af dollars). Det vigtigste råd ville være at undgå unødvendige globale rejser – hvis du ønsker en bedre oplevelse end videokonferencer, så kig på platforme som Cisco telepresence (især med Coronavirus).
Jeg gætter på, at noget, de fleste QA-fagfolk er mere fortrolige med, er overdreven brug af video-/telefonkonferencer. Jeg husker, da jeg først begyndte hos Lehman Brothers og indså, at den globale økonomi aldrig sover. Hver dag var alle på holdet der fra kl. 6 om morgenen til kl. 18 (ingen pauser eller frokost). Før det havde jeg ikke været afhængig af koffein, men få dage inde i projektet var jeg fuldstændig udbrændt. Typisk havde jeg mellem 10 og 20 møder om dagen. Jeg havde den uheldige rekord at være vært for fem konferencer på samme tid: lydløs-lyd til-lydløs, “lang forsinkelse”, hvorefter jeg deltog i diskussionen – mine syntaktiske/semantiske processer arbejdede på overtid for at lytte til og oversætte de andre samtaler, der foregik samtidig med, at jeg talte.
Jeg husker en dag, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg sagde til min daværende chef, at jeg var nødt til at gå hjem. Hans svar var: “Bare rolig, jeg booker dig ind hos lægen på tredje sal og derefter et værelse på 28. etage, hvor du kan sove det væk, så ses vi igen kl. 6.30 til vores daglige opfølgning.” Jeg vil gerne tro, at denne adfærd hører fortiden til efter Lehmans kollaps, men teknologistartups kan være præcis de samme, især i Silicon Valley, hvor brugen af præstationsfremmende stoffer til at øge produktiviteten, særligt mod slutningen af sprintforløb, er udbredt.
3. Hvor stort et problem mener du, at udbrændthed er blandt QA-fagfolk?
Det er et enormt problem. De berømte ord “man kan ikke sprinte hele tiden” gælder her. Metoder som “agile” og “DevOps” fremmer idéen om at gøre alting endnu “hurtigere”. I en nylig podcast på QALead kom udtrykket “sæt farten ned for at sætte farten op” op. Hvordan skaber en QA-fagperson målbar værdi i landskabet præget af “fejl hurtigt, lær hurtigt”? Medmindre virksomheder fejrer fejl (hvilket meget få gør), hjælper du ikke resten af teamets fremdrift, hver gang du fejler. Pointen ligger i titlen på det overbrugte “nedtrapnings-” eller “udbrændthedsdiagram”. Spilificeringen af at forpligte sig til et bestemt antal historiepoint skaber usund konkurrence. Du tvinges til at gøre mere med færre “tidsmæssige eller ressourcemæssige” midler, samtidig med at forventningen om, at arbejdet kan leveres i sprint på to uger, er urealistisk.
Personligt ville jeg elske at møde den person, der besluttede, at “to uger” skulle være en løsning, der passer til alle brancher. Enhver, der tror, at et målbart resultat kan leveres på to uger, har aldrig arbejdet med QA for et atomkraftværk. Jeg deltager i en faglig konference i Bordeaux, hvor en opinionsleder sagde: “Jeg kan ikke tro, at 16 % af virksomhederne stadig bruger vandfaldsmetoder.” Som du måske har bemærket, er jeg fortaler for kvalitetsorienteret udvikling. Jeg mener, at alle virksomheder bevidst skal tage stilling til “kvalitet, omkostninger og hastighed”. Da jeg begyndte min karriere i det sidste årtusinde hos en tysk ingeniørvirksomhed, forelskede jeg mig i at bygge produkter af høj kvalitet (måske en smule overkonstruerede). Udgivelsescyklusserne var naturligvis betydeligt længere, men i denne uge, 20 år senere, er jeg stødt på produkter, som jeg var med til at teste.
4. Hvor har du set virksomheder eller teams tage initiativer for at fremme mental sundhed blandt QA-fagfolk – hvad har virket?
Efter at have brugt det seneste år på at hjælpe den britiske regering med at forberede sig på Brexit var jeg yderst imponeret over arbejdsmoralen. Jeg deltog i mit første obligatoriske mindfulnesskursus, som var meget nyttigt. De havde specialister i mental sundhed på stedet og endda støttegrupper, der mødtes hver uge. Det var mærkeligt at møde ind kl. 5 eller 6 om morgenen og opdage, at hele teamet allerede var mødt ind før mig (de var gået hjem midt på eftermiddagen). Jeg elsker at møde tidligt, da det normalt giver mig tid til at forberede dagen og få styr på leverancerne, før jeg begynder at samarbejde med de forskellige teams.
Desuden var det en fantastisk oplevelse at arbejde for den newzealandske regering, fordi balancen mellem arbejde og privatliv var meget bedre, selv om tempoet nogle gange var frustrerende. Især efter at have arbejdet i investeringsbankverdenen, men livet er for kort til at bekymre sig om de små ting. Hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere det, ville have været en underdrivelse. Det er svært for QA-fagfolk ikke at bekymre sig før en større udgivelse af et nyt produkt eller ikke at føle sig ansvarlige for resultaterne. Men som i min podcastepisode med Parveen har man nogle gange bare brug for at “give slip, give slip” og ikke “være afslappet”.
Personligt har det haft sine faldgruber og udfordringer at være en person, der har håndteret angst gennem hele mit arbejdsliv, men jeg er altid kommet ud på den anden side stærkere og bedre rustet til at håndtere min angst – og har lært mere om mig selv hver gang. Branchen tiltrækker mennesker, der befinder sig forskellige steder på spektret (og jeg medregner mig selv her). De fleste talentfulde mennesker, jeg har haft mulighed for at arbejde sammen med, har imidlertid lidt af psykisk sygdom, og derfor betragter jeg min psykiske sygdom som en superkraft!
Hvis du nød at lære af dette, er her en artikel skrevet af en internationalt anerkendt, prisbelønnet konsulent, forfatter og coach inden for softwareudvikling: LEDELSE INDEN FOR TEST: STYRING AF DIN KARRIERE
